Mit navn er Lone Nielsen. Jeg har været medlem af Herning byråd siden kommunalreformen i 2007.

Jeg er oprindeligt uddannet bygningsmaler, men har derefter gennemgået flere uddannelser. Bla. byggetekniker og senere socialrådgiver. Derfor kender jeg til arbejdsmarkedets forskellige områder, og bruger min erfaring, når jeg tager politiske beslutninger.

Politisk har det økonomiske altid haft min store interesse. Efter valg i 2007, startede jeg med at terpe Herning kommunes budgetter, hvilket jeg har gjort lige siden. Det er stort og komplekst, og jeg forstår så udmærket de nyvalgte, der har svært ved at gennemskue sammenhængen. For mig er det gennem årene blevet mere tydeligt, at der er en skæv fordeling af Herning kommunes midler. For mange penge bliver brugt på ingenting, bygninger renoveres for at blive væltet året efter, gode indsatser der har været investeret i, lukkes ned for at starte nye osv. Derudover har jeg set på at kernevelfærden er blevet udhulet med devisen om at vi ikke har penge nok, og at det, ud over den siddende regering, er sanktionsloftets skyld, at vores borgere til stadighed oplever et forringet serviceniveau.

I min optik ser det dog anderledes ud. Jeg mener vi er nødt til at prioritere økonomien ud fra ”nice to have, need to have” princippet. Vi har i flere år kørt efter ”nice to have”, og det bør ændres. For mig er ”need to have” en kvalitetsfyldt folkeskole, en tryg daginstitution, en værdig pleje og omsorg af vores plejekrævende ældre og handicappede, en god støtte til vores psykisk udsatte, og ikke mindst forebyggelse på både børne og voksenområdet. Dernæst mener jeg at vi skal understøtte breddeidrætten og foreningslivet, da det har en forebyggende effekt, og understøtter livskvalitet og mental sundhed.